Født i Hjørring, men opvokset på Fyn, nærmere betegnet i Nyborg, med mine forældre, min storebror og min storesøster. Jeg startede med amatørteater ret tidligt. Mine forældre var begge to meget aktive på Nyborg Voldspil, hvor jeg selv var med første gang som 4-årig. Det blev gennem årene også til at par forestillinger ved Teatergruppen Fidus og ved Nyborg Rockmusical.
Jeg har altid været enormt glad for at synge og allerede i folkeskolen, vidste jeg, at det var noget jeg godt gad, til trods for at jeg var genert og ikke sang, hvis jeg troede nogen lyttede. Det er jeg kommet efter siden 😉
Jeg har siden jeg var 8 år spillet meget musik! Jeg har spillet slagtøj siden jeg var 8 og nåede også at spille klarinet i 2 år. Jeg har spillet i Danehofgarden, FAUST (Fyns Ambitiøse Ungdoms symfoniorkester) og Fyns Klassiske Talentskole.
Jeg har altid holdt utrolig meget af engelsk. Jeg gik på Nyborg Friskole, hvor vi bl.a. blev undervist i engelsk fra børnehaveklassen, og efter friskolen søgte jeg ind på IB-linjen på Nyborg Gymnasium (En uddannelse hvor alt undervisning foregår på engelsk). Efter gymnasiet kom jeg så ind på Det Danske Musicalakademi, hvor jeg blev færdig i 2014.